Seneste nyheder

Hvad er PtX?

15. juni 2025

Power-to-X, ofte forkortet PtX, er blevet et buzzword i diskussionen om grøn omstilling. Men hvad gemmer der sig egentlig bag betegnelsen? PtX dækker over teknologier, der omdanner strøm (især grøn elektricitet fra vindmøller og solceller) til andre energiformer eller brændstoffer. Denne artikel forklarer i et lettilgængeligt sprog, hvad PtX er, med fokus på hvordan teknologien bruges i transportsektoren – særligt til brintbiler. Undervejs gennemgår vi begreber som elektrolyse, grøn strøm, produktion og lagring af brint, og vi ser på fordele og ulemper ved PtX. Til sidst gives eksempler på danske og internationale projekter, der arbejder med PtX og brint til transport. Målet er at give almindelige borgere uden teknisk baggrund et klart indblik i, hvorfor PtX anses for vigtigt for den grønne omstilling i Danmark og globalt.

Hvad er Power-to-X?

Power-to-X (PtX) betyder direkte oversat “strøm til X”, hvor X kan være alt fra brint til brændstoffer eller kemikalier. I praksis er det en fællesbetegnelse for teknologier, som bruger elektricitet – ideelt set overskydende vedvarende energi – til at skabe andre energibærere. Den mest centrale PtX-proces er at bruge strøm og vand til at fremstille brint via elektrolyse. Brinten kan anvendes som den er (f.eks. som brændstof i en brintbil eller til at opvarme industrielle ovne), eller den kan fungere som byggesten for andre e-brændstoffer. For eksempel kan man kombinere brint med kuldioxid (CO₂) og fremstille syntetiske, CO₂-neutrale brændstoffer som metanol, metan eller endda flybrændstof (ofte kaldet electrofuels eller e-fuels). PtX er altså et koncept, hvor grøn strøm omdannes og “lagres” i kemisk form, så energien kan bruges på tværs af sektorer, især dér hvor man ikke let kan bruge elektricitet direkte. Internationalt taler man ofte om grøn brint eller e-fuels, men i Danmark bruges betegnelsen PtX om hele denne palette af løsninger.

PtX spiller en vigtig rolle i visionen om et fossiltfrit energisystem. Det muliggør nemlig, at vi kan lagre vedvarende energi og flytte den i tid og sted, så den kan bruges, når og hvor der er brug for den. Desuden reducerer PtX afhængigheden af fossile brændsler ved at tilbyde grønne alternativer til olie, gas og kul. PtX skaber også en kobling mellem forskellige sektorer i energisystemet – for eksempel el, transport, gas og industri – hvilket giver en mere fleksibel og robust energiforsyning. Kort sagt: PtX gør det muligt at udnytte overskudsstrøm fra vindmøller en blæsende nat til at producere et grønt brændstof, der senere kan drive en bus, et skib eller en fabrik. Uden PtX ville den overskydende grønne strøm måske gå til spilde, eller vi ville stadig være nødt til at bruge fossile brændsler i de dele af samfundet, der er svære at elektrificere direkte.

Fra grøn strøm til brint: elektrolyse

Kernen i mange PtX-processer er elektrolyse – en proces, hvor man bruger elektricitet til at spalte vand (H₂O) i dets bestanddele: brint (H₂) og ilt (O₂). Dette foregår i en maskine kaldet en elektrolysør. Hvis elektriciteten kommer fra vedvarende kilder som vind eller sol, kalder vi brinten for grøn brint, da produktionen ikke udleder CO₂. Elektrolyse kan ses som det omvendte af en brændselscelle: Hvor brændselscellen bruger brint og ilt til at lave strøm og vand, bruger elektrolysøren strøm og vand til at lave brint og ilt. I praksis foregår det ved, at man sender jævnstrøm gennem vand tilsat lidt elektrolyt; vandmolekylerne opdeles, og brintbobler dannes ved den ene elektrode og iltbobler ved den anden.

Den ilt, der kommer ud af elektrolysen, ventileres normalt bort eller kan f.eks. bruges industrielt, mens brinten opsamles og komprimeres. Herfra har man flere muligheder: Brinten kan bruges direkte som brændstof, eller den kan indgå i næste trin af PtX-processen. Ofte taler man om Power-to-Hydrogen (P2H) som første trin. I nogle tilfælde er dette nok – f.eks. kan brint fyldes på en brintbil eller sendes ind i en industriproces. Men brint kan også videreforarbejdes til andre grønne brændstoffer. Ved at kombinere brint med CO₂ (fra f.eks. biogas eller fra fangst af røggas) kan man fremstille syntetiske, klimaneutrale brændstoffer, som kemisk minder om de vi kender: metanol, metan (naturgas-substitut), benzin, diesel eller endda flybrændstof. Alternativt kan brint reageres med kvælstof (N₂) fra luften og danne ammoniak, der kan bruges som skibsfuel eller i gødningsproduktion. Hele ideen med disse konverteringer er at gøre grøn elektricitet brugbar i nye sammenhænge – f.eks. i en flymotor eller skibsmotor, der ikke kan køre på strøm direkte.

For at opsummere procesforløbet i en PtX-værdikæde:

Elektrolyse: Ved hjælp af elektricitet spaltes vand til brint og ilt. Resultatet er grøn brint, hvis strømmen er fra vedvarende energi.
Konvertering: Brinten anvendes direkte som brændstof eller kombineres med andre stoffer (f.eks. CO₂) for at fremstille syntetiske brændstoffer som metanol, metan eller ammoniak.
Anvendelse: Den producerede brint eller de syntetiske PtX-brændstoffer kan lagres, transporteres og bruges i forskellige sektorer – f.eks. i transport (brintbiler, fly, skibe), i industrien (som råstof eller brændsel) eller til energilagring til senere elproduktion.

Lagring og transport af brint

En af styrkerne ved PtX er muligheden for energilagring. Når først strømmen er lavet om til brint eller et andet brændstof, kan energien gemmes til tider, hvor vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner. Men hvordan lagrer man brint i praksis? Brint er en let gas, der under normale forhold fylder meget, så den skal komprimeres for at være praktisk at håndtere. I brintbiler lagres brint typisk under højt tryk – omkring 700 bar – i specialbyggede tanke af kulfiber. Under dette tryk optager brinten langt mindre plads, så en bil kan medbringe nok brint til hundredvis af kilometers kørsel. Brint kan også køles ned til flydende form ved ekstremt lave temperaturer (-253 °C), hvilket øger energitætheden yderligere; flydende brint bruges f.eks. i visse forskningsanlæg og som raketbrændstof. Dog er flydende brint teknisk krævende og bruges ikke i almindelige køretøjer på grund af det energitab, der er forbundet med nedkølingen.

For større mængder brint findes der andre lagringsmetoder. Man kan lagre brint i tanke eller kugleformede beholdere på jorden, eller endda overveje lagring i underjordiske hulrum (saltkaverner), ligesom naturgas i dag opbevares nogle steder. Desuden kan brinten omdannes til andre forbindelser for nemmere lagring og transport: Ammoniak (NH₃) og metanol er eksempler på energibærere, der er nemmere at håndtere end ren brint, fordi de er flydende ved moderat tryk og temperatur. Disse kan så omdannes tilbage til brint eller bruges direkte som brændstof. Uanset formen gælder det, at energien fra den oprindelige grønne strøm nu er “pakket ind” i et molekyle, som kan flyttes rundt. Man kan sende det via lastbil, skib eller potentielt gennem rørledninger (der arbejdes på at kunne bruge eller bygge gasrørledninger til brint). Denne fleksibilitet er netop kernen i PtX: grøn energi kan gemmes og transporteres til det sted og tidspunkt, hvor den skal bruges.

Et konkret eksempel på lagring er i forbindelse med balancering af elnettet. Hvis vindmøllerne en blæsende nat producerer mere strøm, end forbrugerne har brug for, kan overskudsstrømmen drive et PtX-anlæg, der laver brint og evt. videre brændstoffer. Den grønne energi er dermed ikke spildt, men lagret kemisk. Når efterspørgslen stiger, eller i sektorer som transport og industri, kan denne lagrede energi træde til. PtX fungerer således også som en bro mellem el-sektoren og f.eks. transportsektoren.

PtX i transportsektoren

Brintbiler er et eksempel på Power-to-X i praksis: Toyota Mirai) i København, der kører på grønt brintbrændstof. Brintbilers eneste udledning er vand, hvilket gør dem attraktive i tætbefolkede byområder.

Transportsektoren er en af de helt store anvendelsesområder for PtX. Mange transportmidler – biler, lastbiler, busser, tog, skibe og fly – kan ikke altid drives direkte af elektricitet (f.eks. via batterier), især ikke når der er behov for lang rækkevidde eller meget høj effekt. Her kan PtX levere grønne brændstoffer med høj energitæthed, som kan erstatte benzin, diesel, marineolie eller jetfuel. Det mest kendte PtX-brændstof i transporten er grøn brint til brintbiler. En brintbil (brintbil) er i bund og grund en elbil, hvor batteriet er erstattet af en brændselscelle og en hydrogentank. Brændselscellen ombord omdanner brint og ilt til elektricitet ved en elektrokemisk proces, og strømmen driver bilens elmotor – biproduktet er blot vanddamp som kommer ud af “udstødningen”. Resultatet er kørsel uden skadelige emissioner af CO₂, NOₓ eller partikler; bilen udleder kun vand. I praksis tanker man en brintbil næsten lige så hurtigt som en benzinbil – en fyldning tager ca. 3-5 minutter – og så kan man køre 4-500 km på en tank, alt afhængigt af model. Disse egenskaber gør brintbiler attraktive for f.eks. taxaer, busser eller andre køretøjer, der skal være meget i drift og ikke kan holde lange pauser for opladning.

Danmark har allerede fået erfaringer med brintbiler i drift. I København blev der i 2021 lanceret over 100 brintdrevne taxaer, som et af de første steder i Europa. Taxi-selskabet DRIVR indsatte en flåde af Toyota Mirai brintbiler for at bidrage til målet om en emissionsfri taxibranche i 2030. Disse brinttaxaer kører dagligt i byens gader med passagerer, og de har vist, at teknologien fungerer i praksis. Ifølge brancheorganisationen Hydrogen Denmark fungerer taxaerne også som “rullende udstillingsvinduer” for brintteknologien og hjælper med at skabe den nødvendige efterspørgsel på brinttankstationerne. På den måde kickstarter de en positiv spiral: Jo flere brintbiler, der kører, desto mere giver det mening at etablere tank-infrastruktur, hvilket igen gør det nemmere for flere at vælge brintbiler. (Dog skal det nævnes, at infrastrukturen stadig er under udvikling – Danmark har indtil videre få brinttankstationer, og det har givet nogle udfordringer for f.eks. taxaflåden, når enkelte stationer har været lukkede. Dette understreger behovet for fortsat investering i brintinfrastruktur.)

Ud over personbiler er PtX også højaktuelt for tung transport. Til lastbiler og busser, der kører lange stræk, kan batterier blive meget tunge og kræve hyppig ladning – her er brint et lovende alternativ. Flere producenter har udviklet brint-lastbiler og brintbusser. Et eksempel er Schweiz, hvor brintenergiselskabet H2 Energy i samarbejde med Hyundai har sat 50 brintdrevne lastbiler i drift og planlægger at øge flåden til 1.600 lastbiler. Disse lastbiler drives af brændselsceller og udleder kun vand, hvilket er et stort fremskridt i forhold til diesel i forhold til klima og lokalmiljø. I Danmark forventes lignende tiltag: H2 Energy Europe er ved at opføre Europas største PtX-anlæg i Esbjerg med en kapacitet på 1 GW, der skal producere grøn brint fra havvind og levere brændstof til tunge køretøjer som lastbiler. Anlægget skal efter planen stå klart i 2024 og indgå i et netværk af brinttankstationer, så man kan køre klimavenligt gods tværs over landet og videre til udlandet. Danmark får dermed sin egen forsyning af grønt brint til transport, hvilket kan bringe os i front på dette område.

PtX handler dog ikke kun om brint i ren form – det omfatter også elektro-fuels til specialiserede transportformål. For skibsfarten ses der på brint-afledte brændstoffer som grøn ammoniak eller grøn methanol, da disse kan bruges i forbrændingsmotorer og er lettere at opbevare ombord end ren brint. F.eks. har Mærsk bestilt nye containerskibe, der sejler på grøn metanol, fremstillet ved at kombinere brint og CO₂. Til luftfarten arbejder man på e-kerosin (syntetisk jetfuel), da batterier er urealistiske til større fly. Et dansk konsortium, Green Fuels for Denmark, planlægger netop at producere både brint, e-metanol og e-kerosin i storskala: de første faser af projektet skal levere brint til tunge lastbiler samt nok e-metanol til et havgående skib, og senere faser vil kunne levere op mod 30% af brændstoffet til Københavns Lufthavn i form af grøn jetfuel. Dette viser, hvordan PtX kan give løsninger i alle dele af transportsektoren – fra taxaer på landjorden til fly i luften.

Også togdrift kan nyde godt af PtX. I Tyskland har man åbnet verdens første togstrækning udelukkende betjent af brinttog (Alstom Coradia iLint) på en regionalbane ved Hamborg. Her valgte man brinttog frem for køreledninger for at udfase dieseltog uden at skulle elektrificere hele strækningen med kabler. Brinttogene kører på en tank med brint ~1000 km og udleder kun vand, hvilket sparer tusindvis af ton CO₂ årligt og forbedrer luftkvaliteten lokalt. Dette er et godt eksempel på, at hvor batterier eller ledninger ikke er praktiske, kan brint levere den nødvendige rækkevidde og fleksibilitet.

Fordele ved PtX

PtX rummer en række fordele, der forklarer, hvorfor teknologien anses som vigtig i fremtidens energisystem:

Lagring af vedvarende energi: PtX muliggør lagring af overskudsstrøm fra vedvarende kilder over længere tid. I stedet for at skulle forbruge strømmen øjeblikkeligt, kan vi gemme energien som brint eller e-brændstof og bruge den, når der er behov – f.eks. til at udjævne svingninger i energiproduktionen fra vind og sol. Dette øger forsyningssikkerheden og fleksibiliteten i energisystemet.
Grønne brændsler til svær elektrificérbare sektorer: PtX-brændstoffer kan erstatte fossile brændsler i sektorer, hvor direkte elektrificering er vanskelig. Det gælder fx luftfart, skibsfart og tung vejtransport, hvor batterier enten er for tunge eller rækkevidden for kort. Med PtX kan disse sektorer få CO₂-neutrale alternativer som grøn brint, ammoniak eller e-kerosin og dermed reducere deres klimaaftryk markant.
Ingen lokale emissioner: Når brint bruges i transport (brændselsceller) er den eneste emission vand. Det betyder renere luft i byerne, ingen partikler eller NOₓ fra udstødningen, og mindre støj fra fx busser og lastbiler, da eldrift er tyst. Det forbedrer miljøet og folkesundheden lokalt. Også e-fuels brændt i motorer vil typisk give lavere partikel- og svovlforurening end traditionelle fossile brændstoffer.
Sektorkobling og fleksibilitet: PtX knytter elsystemet sammen med transport, varme og industri. Strøm kan laves om til gas eller flydende brændstof, som kan sendes derhen hvor energien behøves. Denne sektorkobling gør det lettere at optimere hele energisystemet og udnytte alle ressourcer effektivt. For eksempel kan overskudsvarmen fra elektrolyse bruges i fjernvarmen, og CO₂ fra industri kan genanvendes i PtX-brændstoffer (Carbon Capture and Utilization).
Reduceret CO₂-udledning globalt: Ved at erstatte fossile brændstoffer med PtX-brændstoffer, der er produceret af grøn strøm, opnår man reelt nuludledning fra det endelige forbrug. Hele værdikæden kan gøres næsten CO₂-neutral, især hvis også CO₂’en til de syntetiske brændstoffer kommer fra bæredygtige kilder (biogen CO₂ eller direkte luftfangst). PtX er dermed et afgørende værktøj til at nå klimamålene.
Erhvervspotentiale og eksport: Opbygningen af en PtX-industri skaber nye arbejdspladser og teknologieksportmuligheder. Danmark har allerede mange virksomheder med ekspertise i elektrolyse, katalysatorer, energianlæg osv., og med vores store vedvarende energikilder kan vi blive leverandør af grønne brændstoffer til udlandet. Der er et voksende marked internationalt for grøn brint og PtX-produkter, som kan blive en ny grøn erhvervssøjle for Danmark.

Ulemper og udfordringer ved PtX

Selvom PtX er lovende, er det ikke uden udfordringer. Her er nogle af de centrale ulemper og forbehold ved teknologien:

Energieffektivitet: PtX-processer indebærer betydelige energitab. At omdanne strøm til et andet brændstof er aldrig 100% effektivt – tværtimod mistes en del af energien undervejs. Elektrolyse har fx et energitab på typisk 30-40% allerede, og hvis brinten derefter omdannes videre til et flydende brændstof, går der endnu mere tabt. Samlet kan den effektive “tank-til-hjul” virkningsgrad for en brint- eller e-fuel-bil blive markant lavere end for en direkte elbil. En analyse peger på, at man skal bruge omtrent dobbelt så meget grøn strøm for at køre en bil på PtX-brændstof som for at køre den på et batteri, pga. de samlede tab i konvertering og motor. Dette betyder, at der skal produceres enormt meget vedvarende energi for at forsyne PtX-sektoren, og energitabet er “prisen” for den fleksibilitet, PtX giver.
Høje omkostninger: Teknologierne bag PtX – store elektrolyseanlæg, kulstoffangst, synthesegasanlæg osv. – er stadig under udvikling og meget kostbare at implementere i stor skala. Grøn brint er i dag dyrere end fossil brint (produceret fra naturgas), og syntetiske brændstoffer kan være flere gange dyrere end traditionelle brændstoffer. Det kræver betydelige investeringer og støtteordninger at få PtX op i skala, så enhedernes pris falder. Der er dog positive tegn: prisen på grøn brint falder støt i takt med billigere vedvarende strøm og bedre elektrolyseteknologi, og EU har netop afholdt auktioner hvor støttebehovet for grøn brint var lavere end forventet.
Infrastrukturbehov: Overgangen til PtX kræver opbygning af ny infrastruktur. Et er at producere brinten eller e-brændstoffet; noget andet er at få det distribueret og ud til forbrugerne. For brint betyder det f.eks. etablering af tankstationer, rørledninger eller transport i tankbiler. I Danmark fandtes indtil for nylig kun et håndfuld brintstationer – et så lille net, at hvis de få stationer får tekniske problemer, kan brintbilister ende i knibe (som man så med de københavnske brinttaxaer i 2023, hvor stationer lukkede midlertidigt). Der er brug for massive investeringer i infrastruktur, herunder eventuelt hydrogenpipeline-net og store lagringsfaciliteter, før PtX kan blive hvermandseje. Det tager tid og planlægning at rulle dette ud.
Miljøpåvirkning og ressourceforbrug: Selvom PtX i slutbrug er grønt (fx ingen emissioner fra en brintbil), er der stadig miljøhensyn at tage i produktionsleddet. Elektrolyse kræver vand – ganske vist ikke enorme mængder ift. anden industri, men storskala PtX vil skulle sikre bæredygtig vandforsyning (f.eks. brug af havvand eller renset spildevand så man ikke bruger grundvand). Fremstilling af anlæg, vindmøller og solceller til at drive PtX har også et ressourcespor. Hvis PtX-brændstoffer produceres med el fra kul eller gas (dvs. ikke-grøn strøm), giver det desuden ingen klimafordel – så det er afgørende, at hele værdikæden er grøn. Endelig kan nogle syntetiske brændstoffer have emissioner ved forbrænding (fx NOₓ), omend lavere end fossile alternativer. Man skal altså sikre, at PtX faktisk implementeres med omtanke, så den samlede miljøpåvirkning bliver minimal og netto positiv.
Effektiv kontra direkte elektrificering: En ofte nævnt pointe er, at man bør bruge direkte elektrificering, hvor det er muligt, og gemme PtX til de områder, hvor vi behøver det. For eksempel er elbiler i persontransport langt mere energieffektive end brintbiler lige nu. Så et potentielt “ulempe” er, hvis PtX bruges der, hvor en simpel el-løsning ville have været bedre. Man kan risikere at “spilde” grøn strøm på unødigt at lave brint, hvor en batteriløsning kunne løse opgaven. Derfor fremhæver eksperter, at PtX primært skal målrettes de hårde sektorer som fly, skibe, tung transport og industriprocesser, mens let transport og opvarmning hellere skal elektrificeres direkte. Det kræver strategisk planlægning at få den rette balance.

PtX og den grønne omstilling

Hvorfor er PtX så vigtigt i diskussionen om grøn omstilling? Det skyldes, at PtX adresserer nogle af de mest genstridige udfordringer ved at skabe et fossilfrit samfund. Danmark har ambitiøse klimamål – bl.a. at reducere CO₂-udledningerne med 70% i 2030 (i forhold til 1990) og at opnå klimaneutralitet senest i 2045. Ifølge Energistyrelsen bliver PtX en væsentlig brik for at nå især klimaneutralitet-målet, fordi vi har brug for PtX-brændstoffer til at omstille de dele af transportsektoren og industrien, som ikke kan elektrificeres direkte. Efterhånden som elproduktionen bliver grøn, står netop flyene, skibene, lastbilerne, landbruget og visse industrielle processer tilbage som de store udledere – og her kommer PtX ind i billedet som løsningen, der kan levere grøn energi til også disse sektorer.

Danmark har desuden en unik mulighed i kraft af vores store vedvarende energi-ressourcer, især vindkraft. Vi producerer allerede i dag mere strøm fra vindmøller, end vi selv forbruger på blæsende dage. I stedet for at lade den ekstra strøm gå til spilde (eller sælge den billigt ud), kan vi via PtX forvandle den til eksportable grønne brændsler. Regeringen og erhvervslivet ser PtX som Danmarks næste grønne erhvervssucces, lidt ligesom vindmølleindustrien var det i 1990’erne. Hele Europa og verden efterspørger løsninger som brint og e-fuels, og danske virksomheder kan levere teknologi og måske også selve brændstofferne. Der er derfor fokus på at støtte PtX-projekter, fx gennem Puljer og IPCEI-midler (EU’s støtteprogram for vigtig teknologi). Et eksempel er, at Green Fuels for Denmark-projektet modtog 600 mio. kr. i dansk støtte i 2022 som “flagsskibsprojekt” inden for PtX.

Internationalt er PtX og brint også kommet højt på dagsordenen. EU har en hydrogenstrategi, der sigter mod stor opskalering af elektrolysekapacitet (eksempelvis 40 GW inden 2030, senere hævet til 80 GW) for at kunne levere millioner af ton grøn brint til industri og transport. Land som Tyskland investerer massivt i brintinfrastruktur og planlægger et europæisk brintnet (European Hydrogen Backbone) til transport af brint mellem landene. Også uden for Europa satser man: Japan, Sydkorea og USA har nationale hydrogenprogrammer, og lande med meget sol og vind (f.eks. i Mellemøsten, Australien, Chile) ser et eksporteventyr i at fremstille grønne PtX-brændstoffer til verdensmarkedet. PtX er altså ikke kun et dansk fænomen, men en global trend i den grønne omstilling. Teknologien anses for afgørende, hvis vi skal i mål med Parisaftalens klimamål, netop fordi den kan tackle de dele af energiforbruget, der ellers er svære at få bugt med.

PtX har også en geopolitisk dimension: Ved at producere brændstoffer af grøn strøm kan lande gøre sig mindre afhængige af import af olie og gas. Fx kan solrige ørkenlande eksportere grøn ammoniak som energibærer, eller Europa kan blive mere selvforsynende ved at udnytte Nordsøens vind til at lave brint i stor stil. Samtidig kan PtX skabe samarbejder – f.eks. aftaler om at importere grøn brint fra ét land til et andet. Danmark er allerede i dialog med Tyskland om eksport af brint fra Vestjylland til tyske industricentre. Alt dette understøtter den grønne omstilling internationalt ved at sprede de vedvarende energiressourcer i form af PtX-produkter.

Eksempler på PtX-projekter i Danmark og udlandet

Flere spændende projekter er i gang, som illustrerer PtX-teknologiens udvikling:

HySynergy (Fredericia, Danmark): Et af de første store PtX-anlæg i Danmark. Her opfører firmaet Everfuel en elektrolysefabrik ved Crossbridge raffinaderiet, som skal levere både grøn brint til industri og brint til transport. Første fase på 20 MW elektrolyse blev idriftsat i slut-2022, hvilket på daværende tidspunkt var Europas største elektrolyseanlæg. Anlægget skal udvides til 300 MW i 2025 og 1 GW i 2030. Når 300 MW er i drift, vil det kunne producere nok grøn brint til at reducere CO₂-udledningerne med op mod 500.000 ton/år ved at erstatte fossile brændsler – svarende til ca. 11% af udledningerne fra hele den danske landtransport i 2020. Brinten bruges bl.a. i det lokale raffinaderi (til at gøre brændstofproduktionen grønnere) og til brinttankstationer for lastbiler og busser. HySynergy er blevet udnævnt som et EU “Flagship”-projekt, fordi det baner vejen for stor-skala brintanlæg i Europa.
HØST PtX Esbjerg (Danmark): I Esbjerg er man – som tidligere nævnt – i gang med at blive et knudepunkt for brint. Projektet HØST PtX (ledet af CIP og H2 Energy Europe) planlægger et 1 GW elektrolyseanlæg, der skal bruge strøm fra kommende havvindmølleparker i Nordsøen til at lave grøn brint. Brinten skal primært anvendes i tung transport, og H2 Energy vil etablere et netværk af brinttankstationer sammen med partnere som Linde og Hyundai. Projektet skaber 200-300 arbejdspladser i Esbjerg og ses som en realisering af den nationale PtX-strategi. Klimaministeren har kaldt det “et nyt kapitel i Esbjergs historie” – fra fiskeri og olie til at være centrum for fremtidens grønne brændsler. Anlægget udnytter Esbjergs beliggenhed tæt på både vindressourcen og eksportmuligheder til Europa, hvilket illustrerer, hvordan PtX tænkes ind internationalt fra starten.
Green Fuels for Denmark (København, Danmark): Dette projekt, ledet af Ørsted med en bred partnerkreds (Maersk, SAS, DSV, DFDS, Københavns Lufthavne m.fl.), skal opføres i etaper tæt på København. Visionen er at producere store mængder grøn brint, e-metanol og e-kerosin. Første faser (10 MW, 100 MW, 300 MW elektrolyse) har modtaget statslig støtte og skal levere brint til lastbiler og e-metanol til mindst ét stort skib samt begynde produktion af grøn jetfuel. På sigt (omkring 2027-2030) skal anlægget kunne levere e-kerosin svarende til 30% af jetbrændstofforbruget i Københavns Lufthavn. Projektet er et flagskib der skal demonstrere sektorintegration: overskudsstrøm fra havvind skal blive til fuel til både lastbiler, skibe og fly. Det involverer teknologipartnere som Topsoe (elektrolyse og katalyse) og Everfuel (distribution). Green Fuels for Denmark illustrerer, hvor ambitiøst man tænker – hvis det lykkes, vil København få nogle af de første rutefly i verden tanket på grønt brændstof.
Hydrogen-taxis (Paris, London, København): Gennem de EU-støttede projekter ZEFER og H2ME2 er der etableret brint-taxaflåder i flere hovedstæder. Som nævnt har København nu 100 brinttaxaer, Paris har brinttaxafirmaet Hype med over 100 H₂-biler, og i London kører både politibiler og taxaer på brint. Tilsammen har de første 120 brintbiler under ZEFER-projektet kørt over 7 millioner kilometer udelukkende på brint. Disse projekter viser, at brintbiler kan fungere i krævende daglig brug, og at de giver miljøfordele uden større driftproblemer. Erfaringerne herfra baner vejen for opskalering til større flåder og inspirerer andre byer til at følge trop.
Hydrogentog (Tyskland): I Niedersachsen, Tyskland, kører nu en hel regional jernbanelinje med 14 brinttog fra Alstom. Det er verdens første hydrogendrevne passagertogslinje i fuld drift. Hvert tog har brændselsceller og tanke med brint, og én optankning giver omkring 1000 km rækkevidde. Man forventer at spare 4.400 ton CO₂ om året ved at erstatte dieseltogene. Succesen har ført til planer om at udrulle brinttog på mange flere ikke-elektrificerede strækninger; det anslås, at 2.500-3.000 dieseltog i Tyskland potentielt kunne udskiftes med brinttog. Dette projekt demonstrerer, at PtX ikke kun er for vejtransport, men kan decarbonisere hele jernbanelinjer, hvor elektrificering med køreledninger er for dyrt eller besværligt.
International PtX-produktion: Uden for Europa sker der også meget. I Mellemøsten (f.eks. Saudi-Arabien) bygges anlæg, der med billig solenergi skal lave grøn ammoniak til eksport som skibsbrændstof. I Chile og Australien udnytter man gode vind- og solressourcer til at fremstille grøn hydrogen og methanol, målrettet eksportmarkedet (bl.a. til Europa, der ikke selv kan producere nok til sin fremtidige efterspørgsel). PtX er således på vej til at blive en global handelsvare – nogle taler om, at lande i fremtiden kan handle grønne molekyler på samme måde som man i dag handler olie og gas. For eksempel planlægger Tyskland at importere store mængder grøn brint fra partnerlande, fordi deres eget potentiale ikke er tilstrækkeligt til den forventede efterspørgsel. Denne internationale dimension understreger vigtigheden af standardisering og samarbejde, så brint og PtX-brændstoffer kan handles problemfrit over grænser (der arbejdes på fælles europæiske standarder og garanti-ordninger for “grønt brændstof”).

Konklusion

Power-to-X repræsenterer en afgørende brik i puslespillet for at skabe en fossilfri fremtid. Ved at omdanne grøn strøm til fleksible brændstoffer giver PtX os mulighed for at rense de dele af transporten og industrien, som ellers er svære at elektrificere. Teknologien forbinder vores energisystemer på tværs og gør det muligt at lagre vedvarende energi i lang tid. Brintbiler og andre PtX-baserede transportløsninger er allerede på vejene og viser, at det kan lade sig gøre i praksis – fra brinttaxaerne i København til brinttog i Tyskland. Fordelene ved PtX er mange: ingen emissioner ved brug, potentiale for store CO₂-reduktioner, og en integration af mere vedvarende energi. Omvendt kræver det investeringer, energi og infrastruktur at få PtX til at lykkes, og man skal bruge teknologien der, hvor den giver mest mening.

For Danmarks vedkommende er PtX både en klimamæssig nødvendighed og en chance for at opbygge en ny grøn styrkeposition. Vi har grøn strøm i overskud og virksomheder klar til at levere teknologi – nu handler det om at skalere projekterne op, så grøn brint og brændstof kan blive konkurrencedygtigt og udbredt. Internationale samarbejder og markeder vil også spille en rolle, da PtX i høj grad bliver globalt. I sidste ende er målet klart: Ved hjælp af PtX kan vi køre biler, busser, lastbiler, tog, skibe og fly uden at fylde atmosfæren med CO₂. Dermed er PtX et nøgleelement i den grønne omstilling, der bringer os tættere på en bæredygtig fremtid med ren energi – på tværs af alle sektorer.

Kilder: Denne artikel bygger på oplysninger fra bl.a. Energistyrelsen, DTU, NIRAS, Brintbranchen samt en række nyheds- og pressemeddelelser om aktuelle PtX-projekter.